Velkommen i mit univers

Velkommen til en fascination af uldens og tekstilernes muligheder. Velkommen til et rum, hvor kærligheden og lysten til at eksperimentere, kombinere nyt og gammelt hersker.

Stilrent, tidsløst, uhøjtideligt – kort sagt Kokolores, som jeg etablerede for ti år siden.

Midt i Svaneke, midt i verden, midt på Brænderigænget har jeg egen tekstilproduktion, eget værksted og egen butik. Kokolores betyder noget i retning af finurlighed. Det er et gammeldags tysk slangord, som jeg er vokset op med, og som dermed har en dyb betydning for mig.

Finurlighed passer mig fint: et univers af omstændelige arbejdsprocesser, omtanke, langsommelighed, professionalisme, kreativitet og leg. En lyst til at skabe udfra en kærlighed til materialerne. Følelsen af at være spontan – ikke at kunne lade være. Det er mig – og det er Kokolores.

Jeg arbejder modsat. Modsat modens tyranni. Modsat ‘køb-og-smid-væk-mentaliteten’. Mit fokus er på det langtidsholdbare, på forsvarlige arbejdsmetoder og på materialer i høj, høj kvalitet. Mine strikkemodeller fremstiller jeg enten selv i den lange bornholmske vinter – eller også samarbejder jeg med et lille strikkeri i Jylland. Ulden køber jeg direkte fra spinderier i Skotland, Italien og Peru.

Jeg tegner selv stofmodellerne. En mønsterkonstruktør gør dem klar til produktion, der foregår på en lille danskejet systue i Polen. Stofferne køber jeg i Italien og Sverige. Mange kvaliteter kommer direkte fra de store italienske modehuses sidste kollektioner (Armani, D&G, Gucci, Prada) – og findes derfor kun i et meget begrænset antal meter.

Min konto

Om Kokolores

KOKOLORES

Svaneke Torv 4
3740 Svaneke
Email: info@kokolores.dk
CVR: 26315271


Butik:

Brænderigænget 4
3740 Svaneke